Hvad er Hatha yoga?

Hvad er yoga?

Hatha yoga er et ældgammelt system for krop, sind og sjæl, som mere end nogensinde har noget at tilbyde. Vores hverdag bliver mere og mere hektisk og krævende, og vi har brug for et rum til at lade vores batterier op og koble fra. Hatha yoga er hverken religiøst, mystisk eller kun for smidige kroppe.

Der findes efterhånden rigtig mange former for yoga, men hatha yoga er den mest traditionelle og udbredte form for yoga. Ordet yoga betyder forening og ordene ha og tha oversættes direkte til sol og måne, og repræsenterer modsætningerne i os – yin/yang, kold/varm, svag/stærk, feminin/maskulin osv.

Harmonisering og balancering af modsatrettede kræfter er derfor et grundtema i  hatha yoga, og regelmæssig praksis medfører markant øget overskud og velbefindende både fysisk, åndeligt og mentalt.

De fleste andre yogaformer hvad enten de er mere dynamiske eller blidere end hatha yoga er udsprunget af hatha yogaens stillinger. Du vil derfor finde mange af de samme stillinger hvad enten du kaster dig ud i Vinyasa Flow, Ashtanga eller Yin. Sekvenserne er bare opbygget anderledes, tempoet er mere dynamisk og stillingerne holdes i længere eller kortere tid.

Hatha yoga er for alle

Det specielle ved Hatha yoga sammenlignet med anden fysisk træning er, at kroppen ikke udsættes for stød og hård unaturlig belastning. Alle – uanset fysisk form og alder kan dyrke Hatha yoga. Det kræver bare at man finder den yogaform og klasse som passer til ens krop og temperament. Tal endelig med din yogalærer hvis du er tvivl hvilket hold du skal hoppe på.

Yogaøvelserne styrker og træner kroppen og stillingerne kan modificeres så de passer til alle kroppe. Det er vigtigt at bemærke at ens yoga praksis er meget personlig, og det handler om at gøre yogaen til sin egen.

Husk, at du træner på dit eget ansvar, så lyt til din krop og mærk efter hvor langt du kan gå i stillingerne og kom ud af dem, når din krop siger nej tak. Det er altid kroppen, der bestemmer i yogasalen.

Fortæl altid din yogalærer hvis du har skader, er gravid, føler ubehag eller har andre helbredsmæssige udfordringer, som der skal tages hensyn til.

Konsulter altid din læge inden du starter på en ny træningsform.

Hvorfor Hatha yoga?

Yoga er pt. verdens hurtigst voksende motionsform, og det er der rigtig mange grunde til. Det kan efterhånden være svært at følge med i vores hektiske verden med travlhed, sociale medier, forventninger og pres fra alle sider. Vi bruger hovedets ressourcer det meste af dagen på planlægning, evaluering, drama og bebrejdelser – både af os selv og andre.

Vi glemmer fuldstændig at trække vejret og mærke kroppen og alt dette lagt sammen vil med tiden fører til overbelastning, stress og udbrændthed. Inden det kommer så langt har vi ignoreret alle kroppens signaler til os, og resultatet af dette er ubalance. På alle mulige måder. Vi bliver trætte, uoplagte, svækket immunforsvar, stress, angst, depression, højt blodtryk, ondt i ryggen – vi får dårlig livskvalitet generelt.

Og her kommer Hatha yogaens mange kvaliteter os til undsætning.

Den unikke kropsbevidsthed som Hatha yoga medfører, gør os bedre til at reagere på kroppens signaler, inden de sætter sig som sygdom eller smerter. Hatha yoga er derfor – udover at være harmoniserende og vitaliserende – også forebyggende og helbredende. Yoga styrker, smidiggør og balancerer hele vores væsen, og ved regelmæssig praksis kan skavanker som dårlig ryg, hovedpine, spændinger, søvnbesvær, stress og andre livsstilssygdomme forebygges og afhjælpes.

Hatha yoga øger vores energi og modstandskraft og giver en oplevelse af indre ro og balance. Hatha yoga hjælper os desuden med at blive bevidst om os selv og vores ressourcer, og kan føre til øget nærvær, forståelse og accept af os selv, og de mennesker vi omgiver os med.

Åndedrættet

I yoga generelt, er der stor opmærksomhed på åndedrættet. Vores åndedræt er vores primære kilde til livsenergi, og er den helt grundlæggende årsag til, at vi er i stand til at opretholde livet. Hvis vi ikke trækker vejret, så dør vi.

Alligevel skænker mange af os ikke vores vejrtrækning en tanke i løbet af dagen. De fleste af os har helt glemt, hvordan vi trækker vejret rigtigt.

I Hatha yogaen trænes åndedrættet og bevidstheden omkring det. Ikke kun fordi vi af fysiske årsager ikke kan leve uden at trække vejret, men også fordi alt i os hænger sammen med vores åndedræt. 90 % af vores daglige energi kommer via vores åndedræt.

Jo dårligere vi trækker vejret, jo mindre energi får vi – og jo hurtigere og overfladisk vi trækker vejret, jo hurtigere kører vores sind og tanker afsted med os. Vi får sværere ved at opretholde daglig energi og overskud, sværere ved at koncentrere os, sværere ved at fokusere og sværere ved at være nærværende, jo dårligere vi trækker vejret.

Drop egoet

I yoga gælder det ikke om at være den smidigste eller stærkeste – tværtimod, er der ofte alt for meget fokus på smidighed i yoga. Og det er rigtig ærgerligt, for det afholder mange fra at kaste sig ud i yoga.

Vi er alle skabt forskelligt og har vidt forskellige kroppe med ind på yogamåtten og oplevelser med i bagagen. Oplevelser og erfaringer som har sat sig i vores krop og sind. Yoga er derfor ikke en motionsform man konkurrerer i. Det kan man ikke, og det skal man ikke!

I nutidens konkurrenceprægede verden, lærer vi tidligt i livet, at det gælder om at være den bedste. Vi bliver målt på alt hvad vi gør, får karakterer, anerkendelse, ros eller lønforhøjelse hver gang vi udmærker os i forhold til vores konkurrent.

Det er derfor ikke underligt at det, også i yogasalen, kan være svært at give slip på konkurrence-genet, vores ego.

Men selvom yoga er sundt og lækkert for kroppen, kan man sagtens få slemme skader. Det sker hvis man presser kroppen ud i positioner, den ikke er klar til, og overhører de signaler den sender til os.

Kroppen skal udfordres, ikke presses eller tortureres. Hvis vi presser kroppen giver den ikke slip på spændingerne. Tværtimod, så holder den mere fast.

Husk derfor at yoga ikke er en konkurrence og stop dig selv hvis du pludselig har gjort din yoga praksis til et nyt projekt. Yoga er en øvelse i nærvær, i at mærke kroppen og turde trække vejret fuldt og roligt igennem det man mærker.

Når kroppen er klar til det, skal den nok give slip og lade dig komme dybere ned i din praksis. Og det er her magien sker.

Namasté – og rigtig god fornøjelse.